734 views

Ystad Saltsjöbad: Komfortabelt spa-eventyr i det svenske

Det bliver næppe mere oplagt at besøge vores nordlige naboer, end når humøret og kroppen trænger til en saltvandsindsprøjtning, for svenskerne er i de senere år kommet forrest i køen når det gælder spa-trenden. De gør det på deres egen facon, hvor komfort, luksus og delikate omgivelser er i højsædet – og så betaler de også gerne lidt ekstra for det. Vi besøgte det svenske spa-paradis YSB (Ystad Saltsjöbad) for at opleve dén ultimative selvforkælelse og afslapning, som hotellet gennem flere årtier har været så kendt for. Tag med på 24 timers rekreation i Ystad – ca. 60 km. sydøst for Malmö. 

YSB
28 grader og høj sol. Nogen smukkere velkomst får man næppe på den svenske sydkyst – og navnligt ikke når dagene skal tilbringes med ultimativ afslapning på Ystad Saltsjöbad! Hotellet har gennem flere årtier fungeret som badehotel og har, på trods af gennemgribende renovering og udbygning, bevaret den nostalgiske charme, som man forventer af et badehotel. I dag findes der 140 værelser, 2 suiter og 10 minisuiter på hotellet, foruden en spa-afdeling og to restauranter – og alt er holdt i klassisk New Port-stil (som i The Hamptons, red.).

Vi tjekkede ind i én af de to suiter med to tilhørende balkoner, hvorfra man kunne nyde livet uden forstyrrende elementer. Udsigten derfra var svær at slå, hvorfor vi også tilbragte flere timer her i selskab med kolde drikkevarer og snacks. De to store suiter er indrettet og opdelt som en lejlighed og vi følte os hurtigt hjemme i de afslappede omgivelser. Et stort, sort komfur prydede køkkenafdelingen, hvor også en minibar med et pænt udvalg af champagne, vin og vand samt snacks gjorde sit indtog.

Soveværelset med egen balkon

Soveværelset med egen balkon

En bid af suiten, hvor køkken og stue går i ét.

En bid af suiten, hvor køkken og stue går i ét.

Man kommer nærmest ikke tættere på stranden uden at være der...udsigten fra værelset.

Man kommer nærmest ikke tættere på stranden uden at være der…udsigten fra værelset.

Ærlig mad og fine råvarer
Te-køkkenet indbyder ikke til store kokkerier, men det behøves heller ikke, da den ganske udmærkede restaurant Vitas, ligger placeret 4 etager længere nede. Vitas er i øvrigt YSB’s svar på en fransk-amerikansk inspireret bistro, hvor gode råvarer og ærlig, enkel mad er i højsædet. Hotellets anden restaurant, Port, er en svensk-amerikansk seafood-restaurant, hvor både priserne og den gastronomiske udfoldelse er en tand højere. Men begge dele kan klart anbefales.
Der var fuldt hus i restauranten, den aften, vi besøgte hotellet, men ikke desto mindre fik vi en ganske fin plads indendøre med udsigt til terrassen. Sidstnævnte er dog værd at stile efter, hvis man befinder sig på de kanter om sommeren, for både omgivelser og udsigt er ud over det sædvanlige!

Skærmbillede 2013-08-06 kl. 9.46.23 PM

I selvsamme restaurant, altså Vita, indtog vi morgenmåltidet næste dag, og heller ikke her var der noget at sætte en finger på. Det skulle da lige være den massive kø, der efterhånden opstod, som flere og flere gæster kom til. Men maden var fin og brunchen bød på noget for enhver smag. Vi nævner i flæng; røræg, bacon og ristede pølser, flere slags brød, marmelader, rimet laks, frisk frugt, pandekager, frugtsalat…og den velkendte kaviar og sild, som hører sig hjemme på ethvert svensk “frukost-bord”.

Morgenmads-buffetten var simpel, men lækker.

Morgenmads-buffetten var simpel, men lækker.

Et kig til terrassen med flot havudsigt!

Et kig til terrassen med flot havudsigt!

Tropisk regnskov og yoga
YSB’s spa-afdeling, ‘Salt Creek Spa’, er efterhånden et velkendt refugium i Sverige. Og det er der en ganske særlig grund til. Faciliteterne er nemlig i top og der er masser af plads at boltre sig på. Selv i højsæsonen, hvor størstedelen af værelserne er besat, kan man være heldig at finde sig en lille, uforstyrret plet, hvor man kan høre bølgernes sagte skvulpen og fuglenes kvidren. Om vinteren må man rykke indendøre til de lige så behagelige faciliteter, som bl.a. inkluderer poolområde med jacuzzi, bløde drømmesenge og behandlingsrum, hvorfra en massage eller en ansigtsbehandling nærmest er en nødvendighed for at fuldende oplevelsen. Der er i øvrigt frugt, nødder og isvand ad libitum de fleste steder, hvilket er rart når man trænger til lidt energi og et stabilt blodsukker.
Min egen oplevelse med førnævnte behandlinger var dog ikke den heldigste, idet jeg fejlagtigt havde bestilt en dybdegående massage og ikke en velvære massage, som jeg har mest erfaring med. Denne form er rettet mod at løsne eventuelle skavanker (infiltrationer, red.), så det er ikke just behageligt – snarere “nødvendigt”.
YSB udbyder ligeledes en 2 timer lang spaoplevelse, hvor alle sanser stimuleres via de fire elementer luft, ild, jord og vand. Oplevelsen hedder ‘Spa Creek Experience’ og ligner til forveksling en tropisk regnskov med frodige, grønne planter, lianer og vandfald. Prisen er 595 svenske kroner pr. person og oplevelsen kan bookes samtidig med en overnatning.
For de motionsglade er der også noget at hente på YSB. Der er daglige yoga, Qi-gong samt styrke- og konditionshold og førstnævnte disciplin udøves flittigt på badebroen i sommerhalvåret. Det er en helt speciel oplevelse, hvilket blev testamenteret, da jeg en tidlig morgen, hvor solen blot lige var stået op, kunne se et hold af 7 yogadyrkende kvinder alleryderst på badebroen, lige dér, hvor himmel og hav gik i ét. Et must for de morgenfriske – og ikke mindst for dem, der vil have en smuk naturoplevelse med sig hjem!

A room with a (pool) view!

A room with a (pool) view!

Yoga for de morgenfriske - med smuk udsigt!

Yoga for de morgenfriske – med smuk udsigt!

Som i Sydfrankrig
Hvad angår naturen, skal det ikke være nogen hemmelighed, at en væsentlig faktor for YSB’s popularitet ligger i omgivelserne. Det naturskønne område lokker med både skov og strand, og især sidstnævnte fik vi mulighed for at nyde godt af under vores besøg. Nok er her mange mennesker på en solskinsdag, men vandet er klart og sandet kridhvidt – og lounge musikken og den gode stemning fra hotellet får oplevelsen til at minde lidt om en strandtur i Sydfrankrig. Det er bestemt ikke dårligt, når man tænker på, at man befinder sig blot halvanden time fra København! 

Solen nydes på én af terrasserne!

Vi vender tilbage!

Ystad Saltsjöbad er et komfortabelt spa-eventyr når det er bedst. Og jeg kan slet ikke vente med at komme tilbage når temperaturerne daler, regnen rusker og der bliver tændt op i pejsen på det gamle badehotel.

Besøg www.ysb.se for yderligere info.

♥ Følg thecopenhagentraveler.com på Facebook eller tilmeld dig nyhedsbrevet – så er du altid opdateret om konkurrencer og nyheder ♥

1 comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *